Et silketørklæde er IKKE legetøj til børn

Man skal virkelig have mange penge liggende og rode, hvis man opdager, at ens barn har en bussemand hængende under næser, og man svirfer ens silketørklæde frem for at pudse næsen på den lille unge.

Det samme gør sig gældende, hvis barnet opdager forælderens silketørklæde og beder om at få det til noget leg, hvor der kommer jord på, det bliver beskidt og generelt bliver så ødelagt, at mor eller far bagefter beslutter sig for, at man lige så godt kan smide det ud.

Selv hvis ungen spørger, om man må få det til udklædning eller lignende, så skal man nok ikke forvente at få det retur i hel tilstand, eller i det mindste med en masse farver på det, der ikke er til at få af.

Silke skal nemlig vaskes skånsomt og alene for sig, men allerede her er man kommet for langt, for et silketørklæde fortjener altså bare en større respekt end dette – også selvom man måske har råd til det.

Før i tiden var silke den mest dyreste vare, man kunne få hænderne i, og visse steder var silke endda det, som man brugte som betalingsmiddel, fordi det var så ædelt og dyrebart.
Hele ruter til Østen er opkaldt efter, at man var på jagt efter at få fat i dette dyre stof.

Det er nemlig ikke let at lave, og skal man lave meget af det, så kommer det til at koste penge – specielt hvis det skal have bestemte mønstre i sig eller en sjælden farve på sig.

Lær hellere barnet om betydningen af silketørklædets vej fra de gamle dage til nu, hvor det dog generelt er blevet lettere at få fat i, men hvor det stadig fortjener en stor respekt at omgå sig med.

Den slags tager man kun frem, når man vil vise sig frem.